Glæde

Der er en glæde, som opstår, når vi får det, vi gerne vil have. En ny trøje, der sidder perfekt, den nye Iphone, en høj karakter for vores opgave i skolen, lønforhøjelse på jobbet, eller vores favorithold vinder i en fodboldkamp. Det hold, som vinder en vigtig fodboldkamp udviser et godt eksempel på glæde.

En stor del af tiden, får vi dog ikke hvad vi gerne vil have, vi får bl.a. også det modsatte, af det vi gerne vil. Der bliver spildt kaffe på den nye trøje, vi taber telefonen og den går i stykker, eller det andet hold vinder i fodboldkampen.

Betyder det så at man ikke kan være glad hele tiden? Ja, det gør det. Det er normalt af veksle mellem både de såkaldt negative og positive følelser i løbet af en dag.

Og så alligevel, kan det lade sig gøre at føle en konstant indre glæde, men det er en anden form for glæde, som ikke er så knyttet til, om vi får det vi gerne vil have eller ej. Det er en glæde som altid bor indeni dig, det er en glæde, som er knyttet til selve det at være i live. Jo mere du kan acceptere livets bølgegang og vekslen mellem lys og mørke, let og svært, jo gladere bliver du. Du får tilgang til din iboende glæde, når du lærer at være sammen med det som er, i stedet for at kæmpe i mod. Når du lærer at ride med på livets bølger, i stedet for at forsøge at kontrollere dem. Livet er en rutchebanetur, og jo i højere grad du kan give slip og lade dig rive med, jo sjovere bliver det.

En af de store kilder til at komme i kontakt med din iboende glæde er nærvær. Når du er nærværende med dine sanser, kan du lukke livet ind. Livet kan røre dig, og du kan røre det. Du lægger mærke til vinden i dit ansigt, fornemmelsen af din livgivende vejrtrækning, den varme strøm og sitren af liv som hele tiden pulserer gennem din krop, smagen af jordbær, dit barns latter, din elskedes øjne, et frodigt landskab, en kærlig berøring osv. Når du er tilstede og nærværende for livet, kan du overrraskes og frydes over de gaver som livet hele tiden byder på. De fleste af os, bruger desværre alt for meget tid “oppe i hovedet”, hvor vi grubler og tygger drøv på fortidige hændelser og fremtidige scenearier, vi bekymrer os, planlægger og forsøger at regne det hele ud og tænke os frem til at undgå fremtidig smerte og opnå lykken, oppe i hovedet. Her kan livet ikke nå os. Vi kan ikke fange lykken med vores intellekt.

Faktisk er det en væsentlig årsag til depression, at vi tygger drøv på fortiden og fremtiden oppe i vores hoveder. Fagfolk kalder det at “ruminere”. Vi er ikke tilstede og nærværende for livet når vi ruminerer, vi er ikke tilstede i nuet og derfor undslipper glæden os, vi mister kontakten til omverden og føler os isolerede og alene.

Den gode nyhed er, at du kan altid vende tilbage til dine sanser. Dine sanser er altid i nuet. Brug tid på at lære at lægge mærke til hvad du hører, hvad du dufter, hvad du smager, hvad du ser og hvad du mærker. Det er her den varige glæde bor.

De fleste af os sidder af og til fast i nogle mønstre og problemer, som gør det svært at være nærværende. Det kan være en eller flere vigtige relationer som ærgrer eller bekymrer dig, og som overskygger nærvær og glæde. Det kan være en smerte, et sår, en sorg fra din fortid, det kan være nogle følelser, som det er svært at være i kontakt med, det kan være bekymringer omkring helbred eller økonomiske problemer, eller alt muligt andet. I forhold til sådanne tilsyneladende forhindringer på din vej, kan det betale sig at lave et bevidsthedsarbejde omkring dem, og lære at være sammen med det ubehag, som de vækker i dig. Lær at rette medfølelse og nysgerrighed mod dem. Lær at du er meget større end selv den mest smertefulde følelse. Alle oplevelser kommer og går, men den du dybest set er, er uforanderlig. Du har en følelse, du er ikke en følelse. Problemer, vanskelige oplevelser, smerte, ubehag, bekymringer, er som skyer på himlen. Den du er, er uforanderlig som himlen, resten er bare vejret, siger man inden for mindfulness. Vil du læse lidt mere om, hvordan du kan lave dette bevidsthedsarbejde, læs mere ved at klikke på linket her: Bevidsthedsarbejde

Kh psykolog, Camilla Bruun

Du kan også kontakte mig for en samtale på tlf. 21 18 34 36, eller mail@camillabruun.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *