Børn og selvværd

Har dit barn lavt selvværd? Det er smertefuldt for forældre at være vidne til at ens barn ikke føler sig god nok, skammer sig over sig selv eller hele tiden finder fejl ved sig selv. Mon du selv kender til at have det sådan? Af og til kan vi genkende tilstanden i os selv, andre gange ikke. Men de fleste mennesker har prøvet at have det sådan i en eller anden grad og kan relatere til det.

Som forældre tænker man ofte: ”Er det min skyld, at mit barn har det sådan? ”. Svaret er ja og nej. Du har en indflydelse på, hvordan dit barn har det, men du er samtidig et produkt af din egen opdragelse, dine egne oplevelser og din kultur. Hvis du er som de fleste af os, er du bærer af de dominerende værdier og normer i vores kultur, som ikke altid er hensigtsmæssige. Der er desuden mange faktorer, der skaber lavt selvværd hos mennesker. Det giver dog ikke så meget mening at placere skyld, men i stedet for fokusere på hvordan man kan hjælpe fremadrettet.

Du skal også vide, at alle forældre laver fejl. Den perfekte forælder og den perfekte opdragelse findes ikke. Det er ok at lave fejl, det er en del af pakken i at blive forældre, at du vil ængstes, og tvivle og fejle. Samtidig med at du også vil gøre en masse vidunderlige ting. Det er alt sammen en del af den læreproces, som livet er, både for dig og for dine børn. Det er faktisk også svært, at vokse op med ”perfekte forældre”, som ser ud som om, de aldrig begår fejl og altid gør det rette. Det er svært at leve op til – og man indlærer let som barn, at det ikke er acceptabelt at begå fejl.

Forældre der accepterer, at fejl er en del af livet, at både de selv og barnet begår fejl og kan sige: ”jeg begik en fejl, det må du undskylde”, vinder stor respekt hos barnet, opmuntrer til ligeværd og til at børn ikke behøver at være så bange for at lave fejl, eller gøre noget forkert. Der er meget du kan gøre, som forælder for at styrke dit barns selvværd. Jo mere du kan udvikle en ikke-dømmende, anerkendende, nærværende og kærlig attitude overfor dit barn, jo mere sikrer du, at dit barn føler højt selvværd i relationen til dig. Det indebærer bl.a. at se på de områder i relationen til dit barn, hvor du bliver udfordret, hvor dit barn trykker på dine ømme punkter. Der hvor du kan miste tålmodigheden, kommer til kort, føler dig afmægtig, eller presset i relationen. Lige der, belyser dit barn sårbarheder i dig, som du har brug for at kigge på og slutte fred med.

Jeg har familiesamtaler og forælder/barn samtaler, hvor mødre og fædre kommer med deres barn, for at styrke relationen og øge selvværd. Du kan også komme alene som forælder, og få redskaber til at styrke dit barns selvværd.

En familiesamtale eller forælder/barn samtale varer 1 ½ time og koster 1400 kr. En individuel konsultation varer 50 minutter og koster 850 kr. Skriv til mail@camillabruun.dk eller ring på 21 18 34 36 for mere info eller booking.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *